Seminar - The New Stone Age

Forskningsgruppen Ecologies of Stone og Værksted for Arkitektur inviterer til seminaret New Stone Age d. 24. september kl. 14.00 – 16.15 i Værksted for Arkitektur hos RØNNOW LETH & GORI. I seminaret vil vi diskutere nutidige udviklinger inden for brugen af sten som byggemateriale i Storbritannien og Europa. Internationale aktører inden for ingeniørvidenskab, stenfabrikation, arkitektur og akademia vil præsentere deres idéer for ”The New Stone Age” – en bevægelse, der udforsker nye anvendelsesmuligheder for natursten som et bæredygtigt alternativ til præfabrikerede betonelementer.

Seminaret er arrangeret af forskningsgruppen Ecologies of Stone ved Arkitektskolen Aarhus og Værksted for Arkitektur, og vil foregå midt i udstillingen Stepping Stones, der i øjeblikket kan opleves i værkstedet. Stepping Stones er en arkitektonisk installation som består af overskudssten i Larvikit fra stenbruddet i Larvik, der igennem en minimal bearbejdning udgør en eksperimentel bærende gulvkonstruktion i 1:1. Stenene er varierende i form og størrelse og er sat sammen i et mønster afledt af en digitalt fremstillet sorteringsmetode, der på længere sigt også åbner muligheder for at udvikle mindre arbejdskrævende metoder til at organisere og sammensætte restmateriale til brugbare konstruktioner.

Seminaret vil foregå på engelsk og finder sted i Værksted for Arkitektur, Strandgade 27b, 2. sal, 1401 København K. Tilmelding er ikke nødvendig.

Oplægsholdere og tidsplan:

13:00       Welcome and introduction, Jonathan Foote, Arkitektskolen Aarhus
13:15       Bulding in stone, an ethnography, Natália Pet’ková, Caruso St John
13:45       The Future Stone Quarry, Thomas Løvald / Helene Nesheim, Lundhs
14:15       Kaffepause
14:30       Future Construction in Stone, Steve Webb, Webb Yates, London
15:00       Stone by Default, Pierre Bidaud, Stone Masonry Company, London
15:30       Afsluttende bemærkninger og spørgsmål

Jonathan Foote

Jonathan Foote, PhD, er arkitekt og lektor ved Arkitektskolen Aarhus. Han leder forskningsgruppen Ecologies of Stone – en tværfaglig forskningsgruppe, der undersøger stenudvinding og massivt stenbyggeri som en cyklisk proces. Han er medlem af den internationale forskningsgruppe NeReMa (International Network for Research on Marble and Decorative Stones) og har produceret flere udstillingsbaserede forskningsprojekter der centrerer sig omkring nordiske sten og marmor.

Natália Pet’ková

Natália Pet’ková er PhD og arkitekt tilknyttet tegnestuen Caruso St John Architects i Zürich. Hendes arbejde spænder over bygningsdesign, forskning i spørgsmål om kulturel hukommelse og materialeressourcer samt overvejende ikke-akademisk skrivning. Hun er uddannet fra University of Cambridge (2015) og École des hautes études en sciencessociales (2018). Hun har en doktorgrad fra École nationale supérieure d’architecture Paris-Malaquais – Université Paris Est (2023), som udforsker, hvad valget af sten i strukturer gør ved nutidens arkitektur.

Steve Webb

Steve Webb er bygningsingeniør og direktør for Webb Yates i London. Han er interesseret i at kombinere fantasifulde udtryk med teknisk stringens for at skabe kunstneriske og opfindsomme skulpturelle designs og har været pioner inden for firmaets tilgang til innovation og bæredygtighed. Han har ledet en række prestigefyldte og prisvindende projekter, herunder den bærende stenbygning på 15 Clerkenwell Close. Hans arbejde fremmer brugen af ukonventionelle materialer, fra støbejern til kork og fra oppustelige materialer til sten med målet om at designe miljøbevidste strukturer.

Pierre Bidaud

Pierre Bidaud har været stenhugger i 30 år. I 12 år har han arbejdet i Stonemasonry Company med sit team af dedikerede stenhuggere og ingeniører. Firmaet har specialiseret sig i at designe og udvikle nye stenstrukturer ved hjælp af teknikker som forspænding med diskrete stålarmeringer, hvilket gør det muligt for søjler og bjælker at være betonfrie, men stadig bærende. Han er med til at lede Stone Collective, en gruppe af stenspecialister, der arbejder for at sikre, at sten anerkendes som bæredygtigt byggemateriale med lav CO2-udledning og derfor som et materiale med stort uudnyttet potentiale i vores samtid.

Foto: Robert B. Trempe Jr.
Foto: Robert B. Trempe Jr.