Retten i Aarhus
RØNNOW ARKITEKTER
På Vester Allé 12 ligger Smykkeskrinet. Et velbevaret arkitektonisk mesterværk, der blev opført som Statsbibliotek i 1898-1902 og siden 1963 har fungeret som Erhvervsarkiv. Bygningen blev tegnet og opført af Hack Kampmann i perioden 1898-1902, mens Kampmann var Kongelig Bygningsinspektør for Jylland. Bygningen er blandt Kampmanns mest markante værker i Aarhus. Som værdig repræsentant for nationalromantikken med sin beherskede og alligevel stolte fremtræden i sin tæt sluttede form og med en imponerende detaljerigdom er det ikke svært at forstå, at bygningen har fået tilnavnet Smykkeskrinet.
Rønnow Arkitekter har været arkitektrådgiver med hovedansvar for den fredede bygning og projektet er skabt i et stærkt og tæt samarbejde med Bygningsstyrelsen, Retten i Aarhus, Domstolsstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen, H+ Arkitekter, Tækker og Enemærke & Petersen A/S.
Rønnow Arkitekters rolle som restaureringsspecialister og arkitektrådgiver har været præget af en kontinuerlig stræben efter at opnå et velafbalanceret samspil mellem det bestående og nye. Målet med ombygningen og restaureringen var at fastholde bygningens forskellige fortællelag og, med stor respekt for det oprindelige, føre et nyt lag til, der indskriver sig i nutiden og er med til at pege fremad. Blandt projektets særlige udfordringer og vellykkede løsninger kan nævnes bevaringen af de karakteristiske, originale støbejernsriste i gulvet, der i projektet delvist er blevet udstøbt efter en særlig metode.
Bygningen blev taget i brug i januar 2021 - og i den forbindelse åbnede også et stort kunstprojekt, som er integreret i reolerne i den tidligere læsesal. projektet kredser om emnet non-human trials og er udført af kunstnerduoen benandsebastian.